FREMTIDEN TILHØRER DE STORE BYER - HERUNDER AMAGER ØST


Gaderne skal bliver natur og trafikken skal under jorden.


Jeg holder af øen for forskelligheden. I denne omgang har jeg boet på Amager siden 2011, og nu bliver jeg her. Amager er storby og provinsiel nærhed på en gang. Højhuse, boligblokke, villaer, skov, store naturområder og den flotteste strand.


Amager Øst, Storkøbenhavn og de andre byer i Danmark vokser, fordi mange mennesker gerne vil bo her. Det skal vi fremme, ikke hæmme. Større og mere tætte byer er vigtige for klimaet, og de er nødvendige for velstand i hele Danmark.


Men når vi bliver flere mennesker i byerne, så skal vi også tænke by på ny. Der skal skaffes plads til mere grønt imellem husene - til sport, leg og liv. Vi skal have mindre støj og røg.


Asfalten fylder alt for meget, og den er i høj grad fyldt med parkerede biler. Når vi bliver flere mennesker er vi nødt til at befri gaderne. Derfor skal vi have mere metro, meget mere metro. Vi skal have bedre cykelveje og busser.

Gaderne skal blive til (vilde) parker og de største veje skal graves ned, overdækkes og gøres mindre. Den tunge gennemkørende trafik skal i tunnel og så vidt muligt føres udenom. Vi skal og kan ikke afskaffe biler, men de skal være vores grønne tjenere. De skal ikke larme, forurene og dominere vores liv og by.


Det bliver dyrt, det vil tage mange år. Derfor skal vi i gang med det samme.


Tænk selv med. Vi skal lave en vision for den ny by.


Om mig: Jeg er født i København og bor på Amagerbro. Efter en lang og mangfoldig karriere i offentlig og privat ledelse, vil jeg gerne arbejde for vores livsmuligheder igennem en politisk indsats. Jeg er gift og vi har 5 dejlige voksne børn.